30 år efter

Aktuelt forside 23 november 1963

Fra Det Fri Aktuelt 22/11/93

I dag er det 30 år siden præsident Kennedys embedsperiode endte pludseligt og voldsomt i Dallas. Kuglerne, som blev affyret mod ham, var de første af mange, som i de onde år, underminerede verdens største demokrati.

I april og juni 1968, i henholdsvis Memphis og Los Angeles, var attentatmændene igen på færde. Martin Luther King, og endnu en Kennedy, den afdøde præsidents bror, Robert, faldt for kuglerne.

Inden for fem år var nogle af vor tids mest lovende og karismatiske ledere døde. Den første demokratiske præsident i den moderne tid, John F. Kennedy, bød sine landsmand på The New Frontier. Han lovede fornyelse, energi, og optimisme. Men ikke desto mindre blev amerikanerne vidner til et af de mest smertefulde årtier i dette århundrede.

Kennedy var blevet advaret mod at besøge Dallas. Politikere og venner forudså problemer med hans besøg i netop denne by, som var Sydstaternes højborg for had og racisme — og tilholds-sted for nogle af landets mest ekstremt hejre orienterede fanatikere.

FN ambassadør Adlai E. Stevenson blev allerede i oktober overfaldet under et besøg til byen, og Billy Graham forsøgte gennem en falles bekendt at få Kennedy til at tænke sig om angående sine rejseplaner. Guvernør John Connally signalerede til Kennedy, at han syntes, at Dallas borgere var for ‘følelsesladede’, og at man ville gøre klogt i at undgå byen.

Det Fri Aktuelt 22 November 1993

To dage efter Kennedys død blev Lee Harvey Oswald skudt ned i bedste gangster-stil i politiets kalder. Til trods for at både FBI og Dallas-politiet natten til søndag var blevet advaret to gange om, at netop det kunne ske! Jack Ruby, Oswalds morder — ven af Mafiaen, ejer af en striptease-bar og sat i forbindelse med cubanske grupper — påstod, at han gjorde det for at skåne Jackie Kennedy for en smertefuld retssag.

I lynfart blev Oswald dømt af Dallas-politiet og FBI, og de sultne medier, der slugte det hele råt. Eftersom det var J. Edgar Hoovers FBI, som fik ansvaret for opklaringen af sagen, var det  Hoover, som modtog og sorterede alle oplysninger. Han videregav sine teorier til Warren-kommissionen, som var 100% afhængig af FBI og CIA. Sagen var klar: Oswald handlede alene. Der var ingen sammensværgelse. En kommunist var skyldig.

Min 1993 kronik var en del af en to-siders indslag

Det var ikke overraskende. Nogle få timer efter attentatet var Hoover i direkte kontakt med Det Hvide Hus: “Det, jeg er mest bekymret for…er, at vi kommer frem med noget, så vi kan overbevise befolkningen om, at Oswald er ansvarlig for mordet på præsidenten”.

Men rygter om sammesværgelse svirrede. Vigtige vidner blev truet på livet. De, der have set noget, som ikke stemte overens med Oswald-teorien, blev enten ignoreret eller det der var værre. Læger, agenter, og mange andre fik forbud mod at udtale sig offentligt. Dokumenter og bevismaterialer blev låst væk i en menneskealder — eller indtil alle, som havde med sagen at gøre, var døde.

USA kom til at opleve stigende vold, både hjemme og i udlandet. Samtidig kritiserede flere og flere Warren-rapporten, den officielle version af præsidentens død. 

Malcom X blev skudt under mystiske omstændigheder i 1965. Og da nyhederne om Martin Luther King’s død nåede frem til FBIs kontor i Atlanta i 1968, var der vild jubel!

Disse begivenheder traumatiserede en generation. Musik, stoffer og krige fyldte det tomrum, der var tilbage.

Og så kom Nixon. Den kriminelle præsident. I kølvandet på hans tvungne tilbagetræden i 1974 fremkom oplysninger om korruption og magtmisbrug på meget højt plan. Rygterne ville vide, at regeringskontorer og organisationer som CIA, og FBI havde handlet i strid med loven; både inden- og udenrigs. FBI og det militære efterretningsvæsen havde udspioneret private borgere. CIA, havde under påberåbelse af nationale sikkerhedsinteresser, snigmyrdet udenlandske ledere, og arbejdet sammen med mafiaen.

Endelig kom sandheden bag selveste Warren-kommissionen frem. Det viste sig, at kommissionens arbejde på at opklare på mordet pa John Kennedy, have varet fejlslagen fra starten. Dens eneste opgave havde været at sørge for det officielle stempel pa den foruddannede teori om at en mand, og endda en kommunist, stod bag attentatet. Senator Richard Schweiker sagde i 1978, at “Warren-kommissionen er faldet sammen som et kort-hus. Jeg tror på, at Warren-kommissionen simpelthen blev etableret for mentalt at fodre den amerikanske befolkning — og at en af de største mørklægninger i vort lands historie fandt sted på den tid”. 

Hverken CIA eller FBI samarbejdede oprigtigt med Warren-kommissionen. Derfor var der i perioden efter Watergate stemning for, at de politiske mord i 60erne skulle granskes påny. Rockefeller-kommissionen (1975) og Church-komiteen (1976), afdækkede så mange rystende oplysninger, som indtil da have været holdt hemmelige, at der blev etableret en ny officiel undersøgelse: House Select Committee on Assassinations.

Komiteen skulle lave en tilbundsgående undersøgelse af begivenhederne omkring drabene på Kennedy og Martin Luther King. Resultatet blev et halvhjertet forsøg på at afsløre sandheden.

Mange indflydelsesrige personer modarbejdede en grundigere undersøgelse. Men til trods for at hverken CIA eller forbundspolitiet samarbejdede optimal med komiteen, blev mange for offentligheden hidtil ukendte oplysninger bragt frem i lyset. Oplysninger, som den oprindelige og nærsynede Warren-kommission ikke kunne, eller ikke ville finde.

Komiteen indrømmede, at Jim Garrison (hvis bog ‘På Sporet Af Morderne’ var inspirationen bag Oliver Stones film JFK), var på rette spor, indtil hans vigtigste vidne pludselig døde.

Det blev også bevist, at den organiserede kriminalitet var indblandet. Mistaken omgav de medlemmer af mafiaen, som havde arbejdet med CIA i tresserne.

Komiteen afsluttede sin undersøgelse med en moderat udtalelse: John F. Kennedy og Martin Luther King Jr., blev formodentlig dræbt som resultat af en sammensværgelse

Få dage før den anden officielle undersøgelse af mordet pa John Kennedy skulle afsluttes, af mangel på penge, kom der videnskabelige beviser frem om en sammensværgelse! Politifolk, tilskuere, og andre vidner have fra starten påstået, at der blev affyret skud fra et sted foran og til højre for præsidenten – fra en lille bakke. Disse vidner var hele tiden blevet ignoreret eller latterliggjort af myndighederne; dels fordi den formodede attentatmand befandt sig i en bygning bag præsidenten, og dels fordi skyderi fra flere vinkler var lig med sammensværgelse.

Komiteen afsluttede sin undersøgelse med en moderat udtalelse: John F. Kennedy og Martin Luther King Jr., blev formodentlig dræbt som resultat af en sammensværgelse.

Sagen blev givet videre til justitsministeriet. Men bortset fra et forsøg på at bringe de videnskabelig beviser i miskredit har denne instans intet foretaget sig med komiteens oplysninger

Imidlertid blev amerikanernes tiltro til deres regering atter svækket. Det kom frem, at en stat i staten – en gruppe af individer i indflydelsesrige positioner – havde fort deres egen udenrigspolitik og derved trodset bade Kongressen og Senatet: Iran-contra-skandalen kastede en skygge over Ronald Reagans og George Bushs embedsperioder. Resultatet var en alvorlig tillidskrise i USA. Politikere regnes ikke mere for at være troværdige mennesker, der er i stand til at sige sandheden.

Men der skulle alligevel noget andet til at bringe de amerikanske medier på kogepunktet af raseri. Ikke BCCI-bankskandalen, ikke Irangate, Irakgate eller de mange brud på menneskerettighederne i Mellemamerika — men Hollywood. Den amerikanske presses tungeste skyts blev rullet frem for at tilintetgøre en film — en film som ikke engang var lavet færdig. 

På grundlag af et stjålet manuskript blev Oliver Stone’s film, JFK, udsat for et enestående angreb. Befolkningen skulle for alt i verden advares imod denne film. Der blev bl.a. foreslået en boycot. Hobevis af Warren-kommissions-forsvarere dukkede op — alle tilsyneladende ramt af et svær historisk hukommelsestab. Og brede kredse i den europæiske presse efter-plaprede tomhjernet alle udslip fra USA.

JFK movie poster

Glemt var 1970ernes afsløringer. Glemt var Rockefeller-kommissionen, Church Komiteen, og House Select Committee on Assassinations. Glemt var konklusionen om, at Kennedy og King blev dræbt som resultat af en sammensværgelse. Glemt også var Senator Schweikers udtalelse efter 18 måneders arbejde pa Church Komiteen:

“Jeg tror personligt at han [Oswald] havde et specielle forhold til et af de efterretningsvæsener… Alle de fingeraftryk som jeg fandt under mine 18 måneder i komiteen, peger pa Oswald som værende et produkt af, og samarbejdende med efterretningsverdenen”.

Filmen var farlig. JFK minder en ny generation om, at det vigtigste spørgsmål i nyere amerikansk historie aldrig er blevet besvaret. Og den gjorde noget, som den etablerede presse i USA aldrig har haft mod pa; at anerkende det faktum, at John F. Kennedy var udsat  for et velorganiseret attentat, og at attentatet havde sine rødder i det amerikanske højre.

Ironisk nok, kan man i introduktionen til Warren-rapporten fra 1964 læse et citat fra en af kritikerne, som rapporten skulle få til at tie. Ordene er fra Lord Russell:

“…der har aldrig været en mere undergravende, konspiratorisk, upatriotisk og truende kurs for USAs og verdens sikkerhed, end De Forenede Staters regerings forsøg på at skjule morderen af dens sidste præsident”.

Er tiden ikke inde til sandheden? Vil det ikke være passende i en tid, hvor en ny præsident forsøger at råde bod på mange ars social uretfærdighed? Der er trods alt gået 25 år siden Robert Kennedy og Martin Luther Kings død — og 30 år fra Dallas.

Hvor længe kan amerikanerne udskyde opgørelsens time? USAs nationale mareridt må få en ende. Historien må aldrig mere forstyrres af en illegal gruppe af fanatiske individer med en forvrænget patriotisme.

Amerikanerne valgte for et år siden en præsident, som lovede en ny begyndelse. Er det ikke tid at genopfriske Kennedy-idealerne? Give håb til de udstedte og magtesløse i samfundet? Genoprette ethvert menneskes tro pa, at han eller hun kan være med til at præge sin generation? Ordene fra den 20. januar 1961 er stadig relevante:

“Kan det frie samfund ikke hjælpe de mange fattige, kan det aldrig redde de få rige”.

At en sammensværgelse ryddede Kennedy af vejen, er et historisk faktum. Der er overvældende beviser. Så mange brikker i puslespillet er faldet på plads, at det generelle billede af komplottet og de implicerede er synligt. Det eneste, der er tilbage for de mennesker, som har løjet sa længe, er at holde op med at tro pa deres egne løgne. Det bliver måske det svareste af alt.

Published by Indyscotnews

Editor & publisher. Admin of @indyscotnews

Leave a comment