Hvem Snørrede Ozzie Rabbit?

Kronik. Kristeligt Dagblad. Tirsdag d. 30 November, 1993 af Peter Young.

Tredive år efter udgivelsen, her er mit stykke i Kristeligt Dagblad om Lee Harvey Oswald. Mange flere dokumenter er blevet frigivet siden denne artikel blev offentliggjort, hvoraf en del har bekræftet Oswalds forhold til sikkerhedsstaten.

Den 24 juni 1963 søgte en ung amerikaner om et nyt pas. Som erhverv skrev han ‘fotograf’. Han planlagde en rejse til Europa, hvor han skulle besøge adskillige lande. Afrejsen skulle finde sted i løbet af november eller december samme år. Han skulle med et skib fra New Orleans.

Denne unge mand var ankommet til Texas efter to og et halvt år i Sovjetunionen. Han var vendt hjem med en russisk kone og et ungt barn. Han rejste til Dallas i sensommeren 1963, efter at have tilbragt sommeren i selskab med nogle højst besynderlige individer: højreorienterede fanatikere, mystiske cubanere, og hemmelige agenter.

I Dallas blev han arresteret. To dage senere blev han henrettet, I den nederste etage af politi-bygningen. Han var mistænkt for to mord, og ‘dømt’ skyldig utallige gang på både radio og i TV. En stille, intelligent, boglig type, som ikke lagde skjul på sin beundring for præsidenten; han blev ‘dømt’ og henrettet indenfor 48 timer. Hans forbrydelse? Den mest skændige i USAs historie.

Fra det øjeblik han blev arresteret, sivede en sand flodbølge af inkriminerende oplysninger frem. “Den mistænktes karriere har været bizar,” skrev Peter Kiss, i New York Times. Det rygtedes, at han havde været i Mexico og modtaget penge fra cubanske agenter. Han var blevet set på skydebaner og citeret for at have sagt at præsidenten skulle skydes. Han blev stemplet som en misfornøjet ener, en vred ung mand, en venstreorienteret galning, og manden som havde skudt John Fitzgerald Kennedy.

Men konklusionen af den undersøgelse som blev foretaget femten år efter var, at Lee Harvey Oswald, på en eller anden måde, havde haft en forbindelse til efterretningsverdenen. Senator Richard Schweiker, som arbejdede på Senatets ‘Intelligence Komite’ i halvfjerdserne, sagde:

“Jeg tror personligt på at han [Oswald] have et specielt forhold til en af efterretningsorganisationerne … alle de ‘fingeraftryk’ som jeg fandt i mine atten måneder i komiteen, peger i retning af, at Oswald var et produkt af, og samarbejdede med, efterretningsverdenen.”

Der er en sammenhæng mellem det faktum, at lige så snart undersøgerne i Washington kom på et mere givende spor, blev yderligere undersøgelser besværliggjort. For til syvende og sidst, var en forståelse af personen Lee Oswald kun mulig, hvis man forstod hans forbindelser til efterretningsaktiviteternes skjulte verden.

Hans historie begynder, da han bliver marinesoldat. Han får godt nok øgenavnet, Ozzie Rabbit, men han viser sig hurtigt at være en begavet og kvik fyr.

Han bliver flyttet til USAs mest hemmelige base: Astugi i Japan. Der får han kendskab til de top-hemmelige spionflyvninger over Sovjetunionen. Efter hans tilbagekomst til USA, studerer han russisk pa en militær sprogskole i Kalifornien.

Der bliver han af sine medstuderende opfattet som en seriøs ung mand. De lægger mærke til, at han hverken læser tegneserier eller billigbøger, kun litteratur. Nogle er klar over, at han er i træning som efterretningsofficer.

I løbet af en måneds tid forlader han marinekorpset og hopper af til Sovjetunionen. Inden han rejser, sender han et brev til sin mor: “Mor, jeg har besluttet mig. Jeg vil gerne ud at rejse med skib. Jeg kommer til at se en hel del, og desuden er arbejdet godt.”

Arbejdet var godt. Dette overrasker ikke, når man er klar over, at amerikanerne på dette tidspunkt var i gang med et program, som skulle udsætte russerne for falske ‘afhoppere’. Formålet var at bedømme den russiske respons.

Vi er nu nået til sommeren 1963, hvor vi finder Lee Oswald på New Orleans gader, i færd med at uddele pro-kommunistisk litteratur. Han optræder som en venstreorienteret, kommunist-sympatisør. Men i virkeligheden holder han til, blandt fanatiske anti-kommunister, hvis had for Fidel Castro kun lige overgik deres had til John F Kennedy.

Disse individer havde forbindelser til CIA, forbundspolitiet, og den organiserede kriminalitet, mafiaen. De betragtede Kennedy som uegnet til at regere på grund af hans politik. 

En mand, hvis politik ville give de sorte lige rettigheder med de hvide; og som gerne ville gå på ‘kompromis med kommunisterne’. En mand, hvis mål var at udrydde mafian, og som oven i købet, var katolik. Det var mere end mange i syd-staterne kunne tåle. Især i hadets højborg, Dallas.

I dagene før Kennedy’s besøg var det ikke usædvanligt at høre vittigheder om, hvorledes Kennedy skulle skydes i byen. Mange af Kennedys venner, og andre politikere, bad indtrængende Kennedy om at lade være med at besøge Dallas. Men selvom Kennedy kedede sig ved tanken om turen til syd-staterne, var han alligevel indstillet på den. Han var klar over, at hvis nogen virkelig ville få ram på ham, sa ville det være umuligt at stoppe dem. Han bemærkede en gang, at hvis nogen ville gøre det af med USAs præsident, var en jagtriffel og en høj bygning det eneste de behøvede.

I løbet af den hektiske weekend pa politistationen i Dallas, nåede Oswald at få sagt nogle ord til pressen. Det mest interessante er måske, at han i modsætning til Warren-rapportens senere beskrivelser af ham – som den enlige galning der ville markere sig i historien – nægtede ethvert kendskab til mordet!

Noget af det første han sagde var rettet mod pressen : “Jeg ved ikke, hvad det er for nogle rapporter, som I folk har fået, men jeg nægter kategorisk disse anklager.”

Senere, da det går op for ham at myndighederne virkelig tror han er den skyldige, siger han: “I’m just a patsy” – jeg er blot en syndebuk.

Endnu senere, efter at han var blevet nægtet adgang til en advokat, virkede han næsten ynkelig, da han sagde: “Jeg anmoder nogen om at komme frem og yde mig retshjælp … Jeg er ikke nogen uromager; intet om præsidenten irriterede mig … Jeg ved virkelig ikke, hvad den her sag drejer sig om.”

Hvis man vælger at tro på ham, kan man støtte sig til de få sider i Warren-rapporten som handler om hans afhøring. Utrolig nok, findes der intet egentligt skriftligt referat. Dallas politistation kunne ikke stille op med det nødvendige udstyr for at optage samtalerne! Det, vi har, er første-hånds indtryk af de politifolk og agenter, der var tilstede under afhøringerne.

Ved en nærmere gennemlæsning af disse indtryk, viser det sig at Lee Oswald svarede ærligt på de spørgsmål, der blev stillet omkring hans færden den 22 november. De tre ting som han senere blev beskyldt for at have løjet om, var interessante nok: 1. mordvåbenet 2. de famøse billeder, hvori han udstiller sig med våben og kommunistisk propaganda, og 3. mordet på Kennedy og politimanden Tippet, som blev skudt et sted mellem Jack Rubys og Oswalds bopæl.

Historien har belyst disse tre punkter i en sådan grad, at det er sandsynligt at Oswald havde ret. Det mest rystende bevis på, at Oswald formentlig var uskyldig, blev opdaget, allerede i halvfjerdserne. 

Dengang fandt man ud af at, J Edgar Hoover, forbundspolitiets mangeårige leder, fra start til slut havde løjet til Warren-komissionen. 

Komissionen, som var blevet nedsat af præsident Johnson, var 100% afhængig af forbundspolitiet, og af efterretningsvæsenet CIA, for deres oplysninger. Begge organisitioner løj, og vildførte komissionen. Derfor var det at G. Robert Blakey, som stod i spidsen for den anden store undersøgelse af mordet på Kennedy, kunne sige:

“Warren-komissionens og forbundspolitiets udforskninger af sammensværgelse var så mangelfulde, at deres konkusioner om, at der ingen beviser eksisterede på en sammensværgelse, ikke kunne tages alvorligt.”

Hvem var så, denne Lee Harvey Oswald? Manden som elskede hunde som barn, og hvis største ønske var at blive marinesoldat? 

Hvem var denne unge mand, hvis skæbne blev så tragisk, og som kom til at bære en hel nations skyld? Jack Ruby var ikke alene om at mystificere ham. Hvad kunne de oplysninger i ‘Oswald filen’, som US Army destruerede i 1973, have fortalt os om ham? Hvad er det, der gemmer sig i de mange hemmelig stemplet dokumenter, som offentlighededen aldrig får at se?

En ting er dog sikkert: Lee Oswald var ingen venstre-orienteret galning. Han var hverken en ener eller en kommunist. På en eller anden måde, var han blevet indviklet i nogle af historiens mest dramatiske begivenheder.

Han troede selv, han skulle til Europa i efteráret 1963. ‘Fotografen’ Oswald var klar til turen. Endnu et skib ventede i havnen i New Orleans. Forbundspolitiet fandt hans udstyr efter hans død. Fire fotoapparater, det ene et spion kamera, to kikkerter, et teleskop, mange ruller film, nogle af dem eksponeret, med billeder fra militær-installationer i Europa og Latin-amerika. Det var først i 1978, at det lykkedes at få adgang til disse oplysninger hos forbundspolitiet FBI.

Jack Ruby, Oswalds morder, og som mere og mere har vist sig at være en nøglefigur i sammensværgelsen mod Kennedy, antydede før han døde af kraft i 1967, et komplot. Han sagde, “alt som har relation til det, der er sket, er aldrig kommet frem … disse mennesker som har så meget at vinde, og som havde skjulte motiver ved at få mig i denne position, vil aldrig tillade at alle fakta siver ud til verdenen.”

Gennem de sidste tredive år er utallige beviser for en sammensværgelse sivet ud. Konklusionerne af de tre undersøgelser (The Church Committee, Rockefeller Commission, og HSCA) foretaget af Kongressen og Senatet var, at der ingen hold var i Warren-kommissionens påstand. Senator Richard Schweiker sagde i 1978, at “et af de største mørklægninger i vort lands historie fandt sted i den tid.”

Er det ikke på tid at en historisk uretfærdighed rettes? Når vi erindrer hvordan den politiske vold kom til at præge det amerikanske samfund i tresserne, og hvordan det traumatiserede en hel generation, og tog nogle af dets mest lovende ledere, kunne det være, at vi føler en vis sympati for manden der sagde: ”Jeg ved virkelig ikke, hvad den her sag drejer sig om.”